691

Divisionshold cyklede i orkan

Senior nyheder
30. september 2011 - 21:16 af: Jonas Andersen

Der var dømt anderledes teambuilding i Viby IF, efter at holdet tabte 0-5 hjemme til Thisted tidligere på måneden. - uddrag fra denne uges udgave af Tipsbladet hvor Viby IF er omtalt

Viby IF har fået en udfordrende start på livet som divisionshold i 2. division Vest, og efter otte kampe lyder den nedslående målscore på 4-27 og nul point, hvilket gør Århus-klubben til Danmarks lavest rangerende divisions-hold i Danmark lige nu.

Den lille Århus-klub spillede for mindre end halvandet år siden i Jyllandsserien, to rækker under 2. division Vest, og i klubben håber man på, at et slutprogram i efteråret mod på papiret mere jævnbyrdige hold, end de tophold man primært har mødt indtil nu, kan give nogle gevinster og en realistisk chance for overlevelse i foråret.

Cheftræner Henrik Gudmandsen, tidligere cheftræner i Aarhus Fremad og assistenttræner for Kent Nielsen i AC Horsens, er kommet på noget af en opgave med at holde humøret og troen oppe efter de mange nederlag. Og efter et 0-5 nederlag til Thisted 10. september havde træner Gudmandsen et af de mere usædvanlige teambuilding-redskaber fremme for at bevare fodboldglæden i truppen.

- Da vi havde tabt 5-0 til Thisted, lavede vi noget speciel træning. Vi lavede en cykeltur ud til mig i Saxild (lidt over tyve km syd for Århus, Red.), siger Henrik Gudmandsen

- Det eneste, spillerne vidste, var at de skulle møde med en cykel. Det var så den dag, der nærmest var orkan og styrtregnvejr på samme tid. Det tog dem halvanden time at cykle de tyve km, men de gjorde det, og vi havde det skidesjovt. Det snakker de stadig om. Derefter har vi haft nogle rigtig gode træninger, siger Gudmandsen til Tipsbladet.

Viby-cheftræneren tror fortsat på overlevelse i 2. division Vest, selvom klubben i modsætning til andre klubber i rækken har en så beskeden økonomi, at divisions-spillerne stadig betaler kontingent.

- Jeg er aldrig rykket ned med et hold, og det har jeg heller ikke tænkt mig at gøre denne gang, siger Henrik Gudmandsen, der også har været træner i Odder, Saxild, Aarhus Fremad og assistent i AC Horsens.

Viby IF har lørdag lokalopgør oppe i det nordlige Århus, hvor oprykkerne møder Skovbakken.

Du kan læse meget mere om Viby IF i første fortælling i Tipsbladets Århus-serie, hvor vi ser nærmere på fodboldlivet i de fire århusianske klubber i 2. division Vest og deres forhold til den altoverskyggende Superliga-storebror AGF.